Gå til hovedindhold

Om skolen

På vores skole er særlig stemning, som vi lokalt kalder for Vibyånden. Man kan ikke forklare denne stemning med mange ord, men ved besøg på skolen, mærker man den.

  • Læs op

Indhold

    Vibyånden - en helt særlig stemning

    Forældre, elever, personale, studerende og besøgende fortæller, at de bliver glad af at komme på skolen, og de mærker tydeligt vores engagement. Humor og godt humør er en stor del af vores fælles hverdag.

    På vores skole er der plads til forskellighed – men altid i fællesskab. Det afspejler sig i vores trivselsmålinger for eleverne, forældrene og personalet. Vi ser det som en styrke, at sammensætningen af elever afspejler den gennemsnitlige sammensætning af befolkningen i Aarhus Kommune set ud fra forældrenes uddannelsesmæssig baggrund, etnicitet og familieforhold.

    Vores fysiske rammer

    Viby Skole er en gammel skole med mere end 100 år på bagen. Vi ligger midt i Viby omgivet af Viby Kirke og en smuk park. Skolen er gennem årene blevet bygget til, og bygningerne afspejler de forskellige tidsaldre. I de seneste år har vi fået renoveret inde- og udearealerne. Bagved skolen er der etableret kunstgræsbaner, legeområder, bålplads og mooncar-baner.

    Indskolingen er placeret i et hjørne af skolen med egen legeplads og udeforhold. Her er også blevet renoveret med lyse klasselokaler og et stort nyt trapperum som også er SFO'ens “hjerte”. Undervisning og fritid deler lokaler, så når skoledagen er slut, går dit barn i SFO i de samme lokaler.

    Mellemtrinnet 4.-5. klasse bor i skolens ældste bygning, som vi kalder “hvid bygning”. De bor sammen med klub “Underground”, som befinder sig i kælderen. Bygningen er også fornyeligt blevet renoveret med klasselokaler og fælles formidlingsrum.

    Udskolingen 6.-9. klasse bor i den store røde bygning i skolegården. I udskolingen er der etableret nye faglige miljøer, som eleverne, i løbet af skoledagen, bevæger sig rundt imellem. Alle elever får tilbudt et elevskab til deres ting ligesom man ser i amerikanske film. Der er pauseområder til årgangene, hvor eleverne kan opholde sig i frikvarteret.

    Værdigrundlag

    Vision

    Vores vision er, at alle skolens elever trives og lærer så meget som de kan samt udvikles som glade børn og dannede mennesker, der tager aktiv del i samfundets fællesskab.

    Mission

    Måden vi gør det på, er gennem et dynamisk fokus på den enkelte elevs læring, trivsel og dannelse. Vores mission er at have et højt fagligt niveau i undervisningen og et stærkt og trygt fællesskab for alle.

    Vi har en tydelig organisation med fokus på synlig ledelse og ledelse tæt på, udviklende medarbejdere med fokus på læring og nye muligheder. Vi har et unikt og tæt samarbejde mellem lærere og pædagoger, hvilket er til stor gavn for medarbejdere, ledelse, forældre og børn.

    Vi vil i vores samarbejde mellem forældre, elever og medarbejdere, hele tiden udvikle vores skole til et endnu bedre sted og ser det som nødvendigt at vi løbende tænker i nye perspektiver for den pædagogiske praksis for vedvarende at kunne opfylde skolens vision.

    Værdier

    Viby skole har en særlig stemning, her er rart at være – Vi kalder det for ”Viby Ånden”. På Viby skole er der plads til forskellighed, men altid i fællesskabet.

    Viby skole er en skole for livet

    Viby skole ønsker at være en skole for livet, hvor troværdighed og tillid kendetegner samarbejdet mellem alle parter, så der er en tydelig sammenhæng mellem det vi siger og skriver og det vi gør.

    Viby skole er en tryg og overskuelig skole. Skolens størrelse betyder, at børnene bliver mødt af kendte ansigter og en følelse af samhørighed og fællesskab.

    Vores grundlæggende tilgang til læringsfællesskabet, det faglige såvel som det sociale, er at både børn og voksne ”gør det rigtige, hvis de kan”.

    Fællesskabet bærer præg af at alle børn, forældre og medarbejdere mødes i gensidig respekt, uanset hvilken baggrund, vi kommer med. Grundlæggende er vi mere ens end forskellige, men det unikke i alle mennesker som giver en mangfoldighed, ser vi som en styrke for fællesskabet. Vi er stolte af at afspejle samfundets mangfoldighed med en god balance af forskelligheder.

    Viby Skole bygger på demokratiske værdier. Vi lytter til eleverne på tværs af årgange og arbejder aktivt for, at eleverne har stor medbestemmelse.

    Vi har høje forventninger og tør stille krav til hinanden og medarbejdere, elever og forældre arbejder forpligtende og engageret sammen om elevernes læring, trivsel og dannelse.

    Skoleudviklingssamtaler

    Sidst opdateret: 12. august 2024